Sneen var begyndt at falde, det var blevet december – og det var koldt udenfor. Meget koldt. Derfor kom min lille hest og det lille får ind i stalden, hvor der var dejlig varmt. I stalden skulle de fodres. Først gav jeg dem korn – og så fik de vand – og så spiste de begge to – og når de var færdige sagde hesten PRR og fåret MÆH.

Men pludselig en morgen så vi en lille nisse på høloftet. Den hoppede ned ad stigen, og sagde: ”Må jeg godt bo her?” Det måtte den gerne. Den hilste på dyrene. Først aede den fåret bag øret og sagde: ”Hej med dig krøltop!!” Og så hoppede den så let som ingenting op på hestens ryg og sagde: ”Hyp, hyphest!!”, mens hesten løb rundt i stalden og sagde ”Prrr”.

Da nissen kom ned fra hestens ryg, sang jeg en lille sang for nissen.

Da nissen hørte den sang, blev den rigtig glad. Derimod så den lidt fornærmet ud, da jeg sagde at jeg skulle ind og ha min havregrød , men jeg trøstede ham med, at jeg kom igen senere og fodrede dyrene når det blev aften - og så smuttede nissen op på høloftet og faldt i søvn.

Da jeg kom ind i stalden om aftenen for at give dyrene mad, red nissen allerede rundt i stalden på ryggen af hesten, men da den så mig, hoppede den straks ned og sagde: ”Nå, er det spisetid nu?” Det var det og jeg spurgte om nissen havde lyst til at se, hvordan jeg fodrede dyrene. Det ville den gerne. Da jeg havde fodret dyrene, skulle jeg ind og have aftensmad, men nissen sagde: ”Går du nu? Er der ikke noget du har glemt? ”

Det troede jeg da ikke, men så tænkte jeg, at det måske var sangen nissen tænkte på, så jeg sang sangen for den igen. Så sagde jeg farvel, for jeg var sulten.

Næste morgen da jeg kom ind i stalden, var nissen der ikke. Dyrene og jeg kaldte på ham, men først da vi kaldte 3. gang kom han ned og stillede sig lige midt i stalden. Jeg spurgte om han ikke ville være med til at fodre dyrene, men nissen sagde: ”Niks. Jeg tror slet ikke jeg vil være her i stalden mere!” og så begyndte han at gå hen mod døren. Dyrene og jeg kunne slet ikke forstå hvorfor, men så forklarede nissen: ”Jeg er simpelthen så sulten, så jeg kan ikke holde ud at se og høre om at andre skal spise. En nisse har brug for grød!!”

Jeg undskyldte mange gange og skyndte mig at finde en gryde frem. Så puttede jeg nogle grødris i gryden, og noget mælk – og imens vi ventede på at grøden skulle blive færdig, hoppede nissen op på hesten og red rundt – for nu var den blevet i godt humør ved tanken om, at den skulle have en dejlig grød. Den hjalp også med at fodre dyrene, og sad og smilede da jeg sang den lille nissesang.

Da grøden endelig var færdig, var nissen så ivrig, at han stak hele hoved ned i gryden og gufffede grøden i sig hurtigere end man kunne nå at synge glade jul….Og da han havde spist al grøden, sagde han pænt tak for mad, hoppede op på loftet og faldt straks i søvn. Med god samvittighed kunne jeg gå ind og spise min havregrød og fra den dag lavede jeg også lidt risengrød til nissen hver dag, så jeg var sikker på at den blev hos dyrene og mig i stalden. Og sådan sluttede den historie.