Børnekulissen er en projektorienteret kulturinstitution i Børn - og Ungemagistraten i Århus Kommune, som i 2010 fylder 20 år. I Børnekulissen laver vi teater med børn. Vi inviterer dem ofte på scenen, hvor de spiller med som figurer i handlingen eller inddrager dem som et aktivt publikum.
Inden for de senere år har vi også lavet sanselige udstillinger, som primært er blevet vist på biblioteker landet over. Vi samarbejder med andre kulturinstitutioner om større kulturelle begivenheder for børn - ligesom vi arrangerer kurser i historiefortælling og dramapædagogik.
Vores målgruppe er de 2-9 årige. Udover lederen Erik Foged er der i Børnekulissen også tilknyttet pædagoger, skuespillere, dramaturger, designer og skrædder på freelancebasis, så ved vores møder er vi 8-12 personer.
Børnekulissen udgiver Kulturkalender for børn i Århus, der er en aktuel oversigt over kulturelle tilbud i Århus, samt et elektronisk nyhedsbrev med omtale af egne arrangementer og projekter.
På Børnekulissens hjemmeside -
www.kulissen.dk- finder man kulturkalenderen, beskrivelser af teaterforestillinger og øvrige aktiviteter.
Børnekulissen generelt
Børnekulissen har siden starten i 90érne haft sine rødder i daginstitutionsregi og hensigten har altid været at tage initiativer, der kunne understøtte institutionernes børnekulturelle arbejde. I forening med dette perspektiv har vi udviklet arrangementer, hvor teater og fortælling har været grundelementerne. I stikordsform er vores virke kendetegnet af
Teater
* primært for førskolealderen ned til 1½-2 år
* børn som deltagere på scenen
* inddragelse af publikum som aktive medspillere
* ingen krav til scene eller mørklægning
* formidling af pædagogiske temaer
* pædagogisk materiale til forløb før og efter forestillingen
Udstillinger
* med sanseligt indhold til vores sal og biblioteker landet over
Formidling
* udgivelse af kulturkalenderen Det´ for BØRN
* administration af teaterrefusionsordning for skoler og dagtilbud
Mindst halvdelen af de århusianske daginstitutioner benytter Børnekulissen – enten ved at vi kommer ud i institutionen med vores teater eller ved at de kommer til vores åbne arrangementer som f.eks. Børnedage i Musikhuset og festuge- og julearrangementer.
Vi sælger endvidere vores forestillinger til private, samt til institutioner og biblioteker i andre kommuner. Omkring halvdelen af vores omsætning på 8-900.000 kr. stammer således fra momspligtigt salg. Vores teater og udstillinger bliver ofte efterspurgt ud over kommunens grænser, da vi tilbyder en anderledes form for børneunderholdning, og vores aktiviteter udenfor kommunen giver os en indtjening, der giver os flere handlemuligheder i forhold til institutionerne i Århus.