Af Mariane Siem

I Børnekulissen, som er en projektorienteret kommunal institution i Århus Kommune, har jeg siden 2000 arbejdet med en form for teater, som kaldes hatteteater. Formen er udviklet af pædgoger for ca. 6 år siden og målgruppen er 3-9 årige. Vi kalder også formen for Spil en historie, da det i bund og grund er, hvad børnene gør. De er med i en historie, hvor de spiller en af rollerne. Historien laves af en voksen, som vi i Børnekulissen kalder en historiefortæller. Når vi optræder med hatteteater som underholdning inviterer vi 5 børn fra publikum til at være med. På en scenografi hænger ca. 20 hatte og de 5 børn vælger hver en hat og sætter sig på 2 sorte bænke. Historiefortælleren får at vide hvad de forestiller og begynder at lave en historie, som handler om de figurer, som børnene har valgt. En historie varer ca. 15. min. Vi tager også ud i institutioner og laver dramapædagogiske forløb, hvor vi bruger nogle af de samme principper som i hatteteater.

Frivillig deltagelse og frit rollevalg
Vi lægger stor vægt på, at børnene deltager frivilligt i hatteteater. Vi presser aldrig nogle børn til at være med. De børn, der har lyst, rækker en finger i vejret, og så vælger vi nogle ud. Hvis et barn er kommet med i en historie og pludselig synes, det er for meget, så skal barnet have lov til at gå. I dramapædagogiske forløb får de, som ikke har lyst til at spille med, lov til at sidde og kigge på. Det får de også stor fornøjelse ud af, da børn elsker at se andre børn spille teater. Og måske får de pludselig lyst, når historien er gået igang, og så er de selvfølgelig velkomne. Børnene bestemmer i hatteteater altid selv hvilken rolle, de vil spille. Der er nogle figurer, som er meget populære. Der er de royale som prinsesse, konge og dronning. Så er der de seje som soldat, politibetjent, sørøver, viking, batman/superman og motorbølle. De magiske figurer som feen, heksen, troldmanden og dragen er også typiske rollevalg, og så er der alle de forskellige dyr, som f.eks. ræv, sommerfugl, edderkop og mariehøne. Når børnene begynder at komme i skole, begynder hverdagsfigurerne at snige sig ind i persongalleriet. Som historiefortæller må man prøve at være tro mod det, som figurerne står for, og få nogle af de ting, man forbinder med figurerne, ind i historien. Soldaten skal f.eks. holde vagt, feen hjælper med sit tryllestøv og edderkoppen laver en masse spind. Nogle af figurerne kan godt være skurke, men som oftest vil børnene helst være gode, og ikke onde.

Den voksne laver historien
Det er den voksne historiefortæller, som har ansvaret for historien og som sørger for, at alle figurer kommer med og har en funktion i historien. Som historiefortæller forsøger man dog også at få børnene til at komme med ideer og forslag til handlingen. Hvor meget man spørger børnene, afhænger af deres alder og selvfølgelig det enkelte barns lyst og evne til at fortælle. Med 3-5årige børn skal man styre det meste af historien selv, og hvis man stiller et spørgsmål til et barn i den alder, skal det være et meget klart spørgsmål, som barnet kan svare ja eller nej til. 5-7årige kan spørges lidt mere og kan f.eks. tage stilling til, hvad figuren skal gøre i en bestemt situation. De 8-9 årige kan man spørge om meget mere, og de kan spille en helt scene selv eller lave en lang dialog, uden at historiefortælleren behøver at blande sig. Man skal dog passe på, at man ikke spørger for meget, da det kan gøre historien langtrukken og kedelig både at se på og være med i.

Handlende figurer
Hvis man skal aktiverere børnene og få dem med i historien, skal man forsøge at fortælle, hvad figurerne gør, istedet for at beskrive en masse ting, som ikke har med historien at gøre. Fortælleformen kan skifte mellem den episke og den dramatiske fortællemåde. Den episke er den fortællende, som f.eks. kan starte med: Der var engang en konge. I den dramatiske fortællemåde bruger man replikker. Replikkerne er med til at gøre historien interessant at høre på for tilskuerne, og de opfordrer børnene til at sige noget. Man skal ikke presse på for at få barnet til at sige en replik. Barnet skal nok sige noget, når det har lyst. Som historiefortæller kan man også gå ind og spille en rolle. Det kan tit give historien et løft, at en voksen går ind og spiller med - især hvis den voksne er skurken i historien. Det kan give mere dramatik og dermed en større indlevelse fra børnenes side. Man skal dog passe på ikke at være for farlig, for børnene kan indleve sig så meget, at de glemmer at det bare er en historie. Selvom man synes, at børn har let ved at spille en anden, når de leger, er det noget helt andet når man står sammen med en voksen, og der er nogen, der kigger på. Derfor må man ikke forvente for meget af børnenes skuespillerpræstationer.

Lysten driver værket
Hvis man går i gang med at lave hatteteater, skal man gøre det fordi, at man har lyst, for det er lysten fra både den voksne og fra børnenes side, som driver værket i hatteteater og i teater generelt. Man skal have lyst til at fortælle historier, hvor børnene er med, og selvom det kan virke som en stor opgave at få 5 forskellige figurer passet ind i den samme historie, så start stille og roligt med meget enkle historier. Temaer som fødselsdage, udflugter og tilfangetagning kan være overskrifter, som sætter historien igang. Hvis man går i gang, kan man få nogle oplevelser, som giver noget andet end blot det at fortælle en allerede færdig historie eller at spille et eventyr, som man kender i forvejen. Børnene har været med til at skabe en historie, og har fået lov til at spille den figur, de identificerer sig med, og det giver dem en positiv oplevelse, som både er til glæde for dem selv, historiefortælleren og for de, som ser på. Man behøver ikke nødvendigvis at bruge hatte. Man kan også sminke børnene eller bruge kostumer. Hvis man har lyst til at gå igang med det samme, har vi i Børnekulissen en hattekuffert, man kan leje. Så gå blot igang. Og held og lykke.

Mariane Siem er historiefortæller ved Børnekulissen og uddannet dramaturg ved Århus Universitet.