Status 2005

Links til arrangementer
i 2005

Arrangement i samarbejde med DGI-huset:

Fantasi i bevægelse

Deltagelse i arrangement i Ridehuset:

H.C. Andersen i børnehøjde


Arrangement i samarbejde med Cirkus Dannebrog:

Cirkus for børn


Deltagelse i
Århus Festuge:

Eventyrtimen


Deltagelse i KulturnatÅrhus:

Kulturnat for børn i Jægergården 


Juletradition
for 10. år:

Jul i Børnekullisens kælder 


Vi sagde farvel til:

Faster Fie fest
Et eventyrligt år 

I denne statusrapport vil vi give et lille indblik i Børnekulissens aktiviteter i 2005. Udover vores faste tilbud som kulturkalenderen, hatteteater, kostumeudlejning, udflugtsmålet og julearrangementer, var året især præget af H. C. Andersen-jubilæet. Der var også tid til at skabe nye samarbejdsprojekter med sprogudvikling og sundhed i fokus.

Sanseudstillingen H.C. Eventyr
I 2005 var der på landsplan lagt op til at H.C. Andersens 200 års fødselsdag skulle fejres. I Børnekulissen var vi tyvstartet i 2004 med sanseudstillingen H.C. Eventyr. Sanseudstillingen henvendte sig til biblioteker og tog udgangspunkt eventyrerne Kejserens nye klæder, Svinedrengen og Prinsessen på ærten.
Kunstneren Thomas Kruse havde med sikkert blik for kultur i børnehøjde skabt kejserens garderobe, svinestien og prinsessens seng. De tre dele blev placeret mellem bogreolerne på biblioteket, og gav mulighed for at børn og deres forældre læste, legede og lyttede til eventyrerne.
Udstillingen blev lavet i to eksemplarer og de var begge stort set konstant på farten. Udstillingen blev vist på omkring 30 biblioteker over hele landet – fra Frederikshavn til Ærø – fra Thisted til Dragør.

H.C. Eventyrteater
I forbindelse med sanseudstillingen kunne bibliotekerne også leje eventyrlige kostumer og få besøg af historiefortæller Mariane Siem, der i udstillingen ville tage små grupper af børn med på en dramatisk eventyrrejse. Disse to tilbud var der ikke så mange biblioteker, der benyttede sig af i forbindelse med udstillingen, men vi fik mange henvendelser fra mange andre, der gerne ville fejre H.C. Andersen med en teaterforestilling.

Den dramatiske eventyrrejse blev derfor udviklet til forestillingen H.C. Eventyrteater. Med ganske få rekvisitter og eventyrlige kostumer kom Lisa Kock Nielsen eller Mariane Siem ud og involverede op til 14 børn på scenen i de tre eventyr Kejserens nye klæder, Svinedrengen og Prinsessen på ærten. Børnene var blandt andet med som grise, hofdamer, konger og dronninger. Forestillingen skabte et meningsfuldt kulturmøde og et bevis på at danske børn havde et stort kendskab til H.C. Andersens eventyr. Det gav god mening at fejre H.C.Andersen ved at fortælle hans eventyr i et sjovt samspil med børnene.

Eventyrtimen i Børnekulturhuset
Da Århus Festuge også havde det eventyrlige som tema, var det oplagt at kombinere H.C. Eventyr udstillingen med H.C. Eventyrteater. Som altid ville vi gerne være centralt placeret i byen, så det var nemt for institutionerne at komme på besøg. Vi var derfor glade for at Børnekulturhuset ville låne os søjlerummet på Brobjergskolen og tilmed give et bidrag til vores projekt Eventyrtimen.
Søjlerummet blev inddelt i 4 rum, der hver i sær havde et af HC. Andersens eventyr som tema. Udover at bruge elementerne fra vores udstilling, lavede vi også et rum der refererede til Fyrtøjet – med en farlig heks og store skattekister. Når børnene kom på besøg kunne de klæde sig ud i kejserens garderobe, lege med dyrene i svinestien, finde ærter i prinsessens soveværelse og kappe hovedet af heksen. Og så fortalte Lisa Kock Nielsen historien om Prinsessen på ærten med udklædte børn fra publikum.

Spil
eventyr
Udover at fortælle H.C. Andersens eventyr, udviklede vi også selv eventyret Prinsessens skovtur. Eventyret var omdrejningspunkt i projektet Spil eventyr – et online projekt, hvor vi på nettet gav pædagoger mulighed for at få viden og inspiration til at blive fortællende sammen med børn.
Mariane Siem lavede en vejledning, der med små videoklip og en kort tekst introducerede, hvordan man kunne lave et dramapædagogiskforløb med fortælling, bordteater og dramatisering af eventyret. Handlingen i eventyret var enkel, sjov oghistorien handlede om demest kendte eventyrfigurer.
Vi er meget glade for, at vi af Kulturplejen i magistratens 1. afdeling fik 10.000 kr. i støtte til at udvikle projektet, da vi finder at Spil eventyr er godt projekt. Det er dejligt at kunne henvise til projektet, når vi i forbindelse med vores teaterforestillinger møder pædagoger, der selv gerne vil lave teater i hverdagen, men som ikke lige ved, hvordan de skal gribe det an. Projektet supplerer desuden vores bestræbelser på at gøre vores hjemmeside til et spændende bekendtskab, hvor man kan finde inspiration og tilbud til det dramatiske arbejde i institutionerne.
Vi ser også Spil Eventyr som et godt supplement til vores halvårlige kursustilbud i hatteteater. Vi har for øvrigt også lagt vores instruktionsvideo om Hatteteater på hjemmesiden, så det er nemt at få et billede af hvordan formen praktiseres.

Teater og sprogstøtte
Børnekulissen har ofte samarbejdet med de andre afdelinger i Århus Kommunes 1. magistrat om at lave arrangementer for de 1½ til 6 årige. Blandt andet blev Pilfingrene skabt i samarbejde med Sundhedsplejen i 2002 og i 2004 samarbejdede vi med Tandplejen om at udvikle underholdningsshowet En tand til.
I 2005 indledte vi et samarbejde med Sprogstøtteordningen §4a. Tanken bag vores samarbejde var at udveksle viden og erfaringer, så vores kendskab til henholdsvis sprog og teater kunne give tosporgede børn bedre mulighed for at få udbytte af teateroplevelsen og udnytte teatrets kraft i motivationen af børnene i sprogarbejdet. En af sprogstøtteordningens metoder i deres arbejde er sprogkasser, hvis indhold relaterer til et bestemt emne eller tema. Projektet sammentænkte ideen om sprogkasser med teaterforestillingen Bamses bedste dag.
Med udgangspunkt i forestillingen udviklede Lena Kokine fra sprogstøtten og skuespiller Mariane Siem en sprogkasse, som institutionerne kunne låne i 6 uger. I sprogkassen var der dukker, sange og andet, der lagde op til ordlege, dramatisering og bordteater. Cirka midtvejs skulle hele institutionen se forestillingen Bamses bedste dag, der kunne købes til halv pris, hvis institutionen havde mange tosprogede børn. Det var sprogstøtten, der gav tilskud til, at vi spillede forestillingen som en del af sprogforløb.

Omsorgsklovnen Futte
I efteråret 2005 startede Britta Thies i en 3-mdr.s arbejdsprøvning i Børnekulissen. Hun var uddannet hospitalsklovn og vi henvendte os til institutioner med handicappede børn i Århus Kommune for at give dem mulighed for at få besøg af klovnen Futte. Det var der 7 institutioner der benyttede sig af, og de var meget glade for Futtes evne til at skabe et legende tillidsforhold til deres handicappede børn. Futte var også med i vores Festugeprojekt for vuggestuer og dagplejere i Jægergården. Der begejstrede hun både børn og voksne med hendes leg med sæbebobler, fjer og balloner.

En eventyrlig succes
2005 var for Børnekulissen et eventyrligt år. Ikke bare på indholdssiden i vores projekter, men også i forhold til interessen for vores arbejde.Det varkun til vores Festugearrangement, at interessen var beskeden, hvilket måske skyldes,at der var mange andre tilbud til børnehaverne i år, i det festugen havde valgt familierne som indsatsområde.
På vores hjemmeside havde vi 56.000 besøgende,hvilket vi mener er meget godt klaret for en lille kulturinstitution som vores. Det er en tilfredstillelse at opleve, at der er mange besøgende på hjemmesiden, for vi har netop en ambition om at gøre vores hjemmeside så brugervenlig og informativ som mulig.Blandt andet har vi lagt3-4 min. videoklip fra flere af vores forestillinger ind under præsentationen af hver forestilling. Det bliver derved nemmere at danne sig et indtryk af vores profil i forhold til børneteaterområdet.
I forhold til vores turnerende virksomhed var der også stor interesse fra både private, biblioteker og institutioner. Vi spillede sidste år 261 forestillinger på turne - 50% flere end året før. Den store succes med 87 opførsler i 2005 var H.C. Eventyrteater. Omkring 2/3 af forestillingerne blev solgt ud af Århus Kommune til enten organisa­tioner eller virksomheder i Århus eller biblioteker og daginstitutioner i andre kommuner.