Leg med sangen 2003
Leg med sangenBørn har deres absolutte favoritter når der skal synges. Dem kommer man ikke udenom, uanset hvor slidte de synes at være, og uanset hvor trætte de voksne måtte være af at synge dem! Denne workshop er lavet ud fra devisen: Når man ikke kan komme udenom dem, kan man ligeså godt gå helt ind i dem og få det sjovt med dem!
Vi bruger sangen som dramatisk udgangspunkt, og sangens figurer som dramatiske figurer. Vi udforsker dem, sender dem på opdagelse, og os selv med! I stedet for at fortælle det der sker, synges det. Der kan opstå nye lege, remser og historier, alt sammen ud fra de kendte sange.
At lave drama ud fra de kendte sange er trygt og overskueligt og sjovt for børnene. De er fortrolige med sangens struktur. Fra start er de ovenpå! Samtidig er det en god måde for den voksne at komme i gang med at lave små overskuelige improviserede dramaforløb på!
”En elefant kom marcherende”, og til sidst var de mange! Hvad var det der var så interessant oppe i det edderkoppespind? Hvad sagde lille Peter Edderkop til at have så mange elefanter oppe i sit fine spind! Begyndte det at regne mens de var deroppe?
Den voksne er styrmand, synger for og manøvrerer ud fra hvad børnene syntes at være optaget af ved sangen og deres indfald. På den måde vil man være hvor børnenes engagement er. Koncentrationen skærpes. Det er spændende, når man selv kan foreslå, hvad der skal ske, og selv er med til at opleve det sker!
Hele gruppen er med hele tiden. Der kan opstå små dramatiske episoder, der bliver båret af enkelte af børnene, eller de voksne. Her træder kassen med udklædnings hatte i funktion. De bliver brugt til at synliggøre og fastholde figurerne i drama legen. Den øvrige del af gruppen fungerer da som statister og aldrig som egentlig publikum. De har hele tiden en funktion.
Vi bruger kommenterende fortællende sang. Det vil sige, at man synger om det, der opstår spontant i samværet. Vi tager afsæt i melodien fra sangen, enten ved at bruge den hele, en del af den eller forenkle den. Eller man finder selv på en enkel melodi. Vi bruger ekko-sang. Den voksne der styrer synger for, og resten af gruppen gentager. Ved at bruge ekko-sang, får børnene mulighed for at synge med, tid til at forstå og tid til at deltage. At arbejde udfra en given sang, gir en sikker ramme. Man kan altid flette noget af sangens indhold ind i det dramatiske indhold, og hvis man ikke kan finde på en ny afslutning, kan man altid slutte af med sidste vers af sangen. Så accepterer børnene at det er slut. For det er sangen!
De gamle kendte sange og deres figurer kan få nyt liv - for alle! Work-shoppen kan bruges fra de største i vuggestuerne og dagplejen, til de største i børnehaverne. Work-shoppen kan bruges som inspiration på et personalemøde eller som en del af en pædagogisk dag.

Leg med sangen kan også bruges mere underholdningsorienteret, som f.eks. underholdning til institutionens fødselsdag eller et musikalsk indslag til sommerfesten.

Fakta
Tidligere præsenteret som Nyt liv til kendte sange
Idé og spiller: Helle Bull Sarning
Workshop: Højst 30 børn ad gangen - 2 gange á 30-35 min. i 60 børns institution
Underholdning (med anlæg): 40-45 min. Tilskuerantal: Højst 80.
Pris: 2.800 kr. + moms = 3.500 kr. + evt. transport.
Pris for kommunale institutioner i Århus Kommune: 2.200 kr.

Udskriftvenlig
 
Søg
 
 
 
Besøg os på  
 
 
Hvad sker der
for børn i Aarhus?

Se det på boernekulturaarhus.dk