I løbet af 2001var jeg som dramaturg og historiefortæller ved Børnekulissen på besøg i 12 institutioner for at undervise pædagoger i Hatteteater. Kurset bestod af et indledende personalemøde, jeg først fortalte om de pædagogiske og dramatiske principper i hatteateaterformen, og hvor pædagogerne derefter fik øvelser i at fortælle en historie. Kort tid efter kom jeg på besøg i institutionen 3 formiddage, hvor jeg fungerede som konsulent for pædagogerne, som afprøvede formen i små grupper på 20 børn. Den sidste dag jeg var på besøg, blev der afholdt en evaluering for de pædagoger, der havde mulighed for at være med. Institutionen havde 30 kostumer til rådighed i den uge jeg fungerede som konsulent, og havde efterfølgende en hattekasse til rådighed i en uge. 

Et af formålene med at lave kurset for hele institutionen var at vi mente, at det ville være den optimale måde at forankre arbejdet med hatteteater i institutionens pædagogik og dagligdag. Det er ikke umiddelbart til at sige om hatteteater er blevet en integreret del af hverdagen, da der ikke som del af projektet har været lavet en undersøgelse af institutionernes brug af formen, men den umiddelbare vurdering er, at mange institutioner har fået lyst til at bruge hatteteater – enten som projekt eller som en daglig aktivitet. I det følgende vil jeg komme med min vurdering af kursets udformning, som er overvejende positiv, da der var store fordele ved at kurset foregik for hele personalegruppen og med alle institutionens børn. På personalemødet var de voksne blevet præsenteret for principperne i hatteteater inden de prøvede med børnene. Dette var en stor fordel. Dels fordi at de på personalemødet fik redskaber til at opbygge en historie, dels fordi de havde mulighed for at reflektere over formålet med hatteteater, og dels fordi at det gav personalegruppen nogle begreber, som gjorde det lettere at tale om formen sammen. Pædagogerne kom på den måde ’i lære’ hos hinanden og fungerede som konsulenter og sparringspartnere for hinanden. De efterfølgende dage havde pædagogerne mulighed for at prøve principperne af i praksis, og det var en stor udfordring for stort set alle at skulle improvisere en historie frem med udgangspunkt i børnenes rollevalg, samtidig med at de skulle instruere børnenes handlinger på scenen. Det satte adrenalinproduktionen og fantasien i gang, og skabte en intens og koncentreret stemning både blandt børn og voksne i de to timer kurset hver formiddag varede. Børn og voksne så nye sider af hinanden og der var en følelse af fællesskab og energi i institutionen. I en 60 børns institution havde pædagogerne kun mulighed for at være med en enkelt dag, mens pædagogerne i 20 børns-institutionerne kunne være med alle tre dage jeg var der. De kom noget længere med at finde deres egen måde at gribe formen an på og finde deres egen historiefortællerstil. 

Et af formålene med kurset var at børnene skulle få ny inspiration til deres rollelege, hvilket jeg heller ikke med statistisk sikkerhed kan sige om det blev tilfældet, men det var tydeligt at mange af børnene kom til at elske at være med i de voksnes improviserede historier. De fleste børn havde lyst til at klæde sig ud, og de flotte kostumer var med til at motivere mange af børnene til at kigge på og være med. Nogle børn skulle kigge på nogle gange inden de havde lyst til at tage en hat eller et kostume på, mens langt de fleste havde lyst til både at være klædt ud og være med i historierne med det samme. Billeder af kostumerne blev hængt op ved institutionens hoveddør, så børnene kunne fortælle forældrene hvad de havde været klædt ud som. Og mange af pædagogerne fortalte at børnene gerne ville lave hatteteater om eftermiddagen også.Evalueringen den sidste dag kunne ikke blive med alle de voksne, men gav en god afslutning på kurset. Dels fordi at jeg kunne få en respons i forhold til hvad der havde været svært og sjovt, en viden jeg kunne bruge i de efterfølgende forløb, og dels fordi at de voksne internt fik mulighed for at sætte ord på deres egen oplevelse af formen, og dem selv som historiefortællere. Desuden gav evalueringen mulighed for både at snakke om selve hatteteaterformen og for at planlægge hvordan institutionen kunne integrere hatteteaterformen i deres daglige arbejde med børnene.

Hattekassen gav i den efterfølgende uge mulighed for at pædagogerne kunne afprøve sig selv som historiefortællere. Når jeg hentede hattekassen en uge efter kursets afslutning, havde de fleste institutioner gjort brug af hattene sammen med børnene. Mange af institutionerne fik efter kurset lyst til at forny og supplere deres egen beholdning af kostumer og hatte, og nogle har efterfølgende bestilt kostumer ved Børnekulissens systue. Andre overvejede at få forældre til at hjælpe med at sy kostumer til institutionen. 

Alt i alt må jeg sige, at kurset var en succes, og jeg var selv glad for på denne måde at komme på besøg i så mange forskellige institutionstyper, og få en fornemmelse af deres hverdag med børnene. Det gav gode kontakter, som jeg efterfølgende har gjort og vil gøre brug af i Børnekulissens arbejde med både hatteteater og andre børnekulturelle projekter. Mariane Siem, dramaturgBørnekulissenFebruar 2002